Kroppen efter fødslen

Ændringer

En blød mave med strækmærker. En hooha der ligner det stykke stof man syede i da man skulle tage sykørekort i håndarbejdstimerne. Bryster, der lige efter fødslen ligner meloner, for efter afsluttet ammeforløb at blive til det, der føles som et par strømper med en femmer i hver. Der sker mange ændringer i en kvindes krop under graviditet og fødsel.

Langt de fleste kvinder kan nikke genkendende til at have tænkt negative tanker om sin krop. Det er de færreste kvinder der er tilbage i instaform få uger efter en fødsel og det kan være svært at genkende sin krop. Man skal lære den at kende på ny.

Fotografering

Jeg er typen der undgår at blive fotograferet. Jeg synes ikke jeg er særlig fotogen og bryder mig sjældent om det jeg ser når jeg kigger på billederne. Specielt dem der er taget i fuld figur. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en del jeg gerne vil ændre ved min krop.  Efter graviditeten føler jeg mig slap, og at det hele hænger lidt.

Den morgen Heiða og jeg ville tage billeder til bloggen, besluttede jeg mig for at jeg i dag ville smide de negative tanker om mig selv ad h til. Det lykkedes! For første gang meget længe kiggede jeg ikke på billederne med kritiske øjne. Det var de positive tanker der fyldte. Det negative indre billede jeg havde af min krop, var rent faktisk ikke det jeg kunne se. Dejligt befriende at kunne få taget billeder uden at hade dem efterfølgende.

Negative tanker

Jeg nægter at lade de negative tanker styre mig. Det er trods alt kun lidt over fire måneder siden min krop var udsat for den største prøvelse i mit 26 år lange liv. I seks måneder før det, brugte jeg den mest til at sidde på sofaen, da jeg desværre havde slemme bækkensmerter. Kroppen skal have tid til at komme sig over det den har været udsat for. Da jeg havde givet slip på dem, kunne jeg mærke, at jeg faktisk var stolt af min krop og det den har produceret.

Graviditeten har været enormt givende. Den har ændret mit syn på mange ting. Jeg har lært, at selvom din krop ikke nødvendigvis er præcis som du gerne vil have den, så behøver man ikke hade den. Derfor arbejder jeg lige så meget med de negative tanker i øjeblikket som jeg rent fysisk arbejder på at få min krop i form igen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *