Kampen om at blive gravid og de svære følelser

Lille M er allerede så fascineret af Agnes

PROJEKT BABY

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi faktisk havde prøvet længe at få vores ønskebarn. Faktisk så længe, at jeg egentlig havde opgivet håbet. Jeg var overbevist om at vi ikke kunne og skulle have professionel hjælp hvis vi overhovedet skulle have en chance.

Vi havde egentlig ikke været sammen ret længe da vi tog beslutningen. Vi mødtes for første gang et stykke tid inden vi blev kærester, så det føltes som om vi kendte hinanden ret godt. Det hele kørte på skinner i vores forhold. Der kunne sagtens forekomme uenigheder, men der var aldrig hævede stemmer eller skældsord. Vi snakkede bare om tingene. Selv efter at have boet sammen og gennemgået en graviditet fyldt med hormoner og den første tid som forældre med meget lidt søvn, har vi stadig ikke haft ét eneste skænderi.

Nogle vil mene, at det er fordi vi ikke holder nok af hinanden, eller at der ikke er nok passion i vores forhold. Sådan er det slet ikke. Vi er bare ikke typerne der råber og skriger. Vi har det begge to bedst med at kunne snakke stille og roligt om tingene.

Ønskebarnet

Nå, tilbage til det med graviditeten. Vi havde begge to et stort ønske om at få et barn og stifte vores egen lille familie snart. Der var plads i lejligheden til et lille barn (selvom det kan være et helvede at bo på 4. sal med en lille baby og en kæreste der har gigt). Økonomien havde vi nogenlunde styr på selvom pengene var små (SU og ressourceforløbsydelse bliver man ikke rig af) og kærlighed havde vi masser af.

Månederne gik og gang på gang kom skuffelsen. Min krop spillede mig et puds. Jeg fik ømme bryster og kvalme i tide og utide og alligevel skete der aldrig noget. Jeg prøvede virkelig at fortælle mig selv at det nok skulle komme en dag. Det var bare ikke meningen lige nu. Men skuffelsen var stadig lige stor hver gang. Det var såå svært. Specielt når jeg kunne se at rigtig mange omkring mig blev gravide og fik babyer.

Lille M på vej til fødselsdag
De svære følelser

Jeg husker særligt to episoder, hvor jeg havde enormt svært ved at være i det. Den ene gang kom en bekendt og fortalte, at de havde prøvet i nogle måneder uden held. På det tidspunkt havde vi prøvet i næsten et år. Jeg kunne rigtig godt sætte mig ind i den skuffelse det var, men det var jo deres andet barn og de havde kun prøvet et par måneder. En måneds tid eller to senere kunne hun så fortælle at de skulle have nummer 2.

Den anden episode, der skete et halvt års tid senere, minder ret meget om den første bortset fra at det var en ret god veninde der stod i samme situation. Da hun fortalte at de skulle have nummer to var der ikke noget jeg hellere ville end at være glad på hendes vegne. Men jeg kunne ikke. Jeg var ked af at det bare ikke lykkedes os, men at alle andre bare kunne. Jeg følte verden var imod mig.

Jeg prøvede at sætte en facade op, men den var vist ret nem at gennemskue. Jeg følte mig også som et dårligt menneske fordi jeg ikke kunne være glad på min venindes vegne. Måske var det derfor jeg ikke selv blev gravid, fordi jeg var et dårligt menneske (utroligt at man kan blive så irrationel når man kæmper med sine følelser). Samvittigheden nagede virkelig og helt ubevidst begyndte jeg at distancere mig fra hende.

at blive eller ikke blive gravid

Jeg har mange i min omgangskreds der har/ har haft svært ved at blive gravide af den ene eller anden årsag. Nogle har fået hjælp efter at have prøvet længe og andre er lykkedes efter lang tids forsøg. Til gengæld er der også mange, (læs: bla. mine to yngre søstre) der er blevet det uden at det har været planlagt.

Jeg har tit tænkt at jeg er rigtig glad for at jeg blev gravid før mine søstre gjorde. Både fordi jeg ville have været fuldstændig knust hvis de var kommet mig i forkøbet. Jeg havde ønsket mig det så længe. Altså vi snakker siden jeg var teenager. Jeg skulle bare lige finde ham jeg gerne ville have børn med. Men også fordi jeg rigtig gerne ville kunne være glad på deres vegne. Være der for dem under og efter graviditeten. Det kan man bare ikke på samme måde når man ikke har prøvet det på egen krop.

Projekt hundehvalp

Som skrevet tidligere, havde vi egentlig opgivet håbet lidt om at kunne lave vores drømmebaby uden hjælp udefra. For at have noget at kaste vores kærlighed på fik derfor en lille hvalp. Dagen før vi fik vores lille Agnes (blanding af bomuldshund, mops, puddel og gravhund) hjem blev lille M undfanget. Jeg er helt sikker på, at det lykkedes fordi Agnes afledte mine tanker fra projekt baby for en stund. Så kunne kroppen slappe lidt af. Nu er vi så heldige at kunne se vores lille M og lille Agnes vokse op side om side og det glæder vi os til. Det er allerede ret fantastisk.

Agnes, 8 uger gammel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *