8-måneders springet

Nøøj, hvor er det strengt. Set udefra ser det måske ikke så slemt ud. Men jeg kan godt mærke jeg er presset. De andre tigerspring har vi knap nok mærket til. Jovist, hun har da været lidt mere pylret end ellers men det var ingenting i forhold til nu. Normalt er hun en glad og selvstændig pige der sagtens kan lege selv, bare ikke lige nu. Jeg føler hun hænger på mig HELE tiden. Det kan selvfølgelig hænge sammen med at der oveni tigerspringet også er hele fire tænder på vej. 

Som om det ikke var nok så sover hun også bare såå uroligt. Hun sover da igennem, eller gør hun egentlig det? Det gør hendes mor i hvert fald ikke. For i løbet af en enkelt nat skal hun trøstes mange gange (bare på den halvanden time det har taget mig at skrive det her, har jeg været inde hos hende 4 gange), på trods af at hun stadig sover. Og ja, jeg ved godt det er en del af at være blevet forældre, men det gør det bare virkelig ikke nemmere.

Dårlig samvittighed fylder også en del. For vi har virkelig været heldige i forhold til mange andre. Hun har sovet igennem fra hun var 3 måneder gammel, hun er altid glad og der har aldrig rigtig været noget. Men bare fordi andre har større problemer, så er det her alligevel en stor udfordring for mig.

Ifølge diverse sider på nettet omkring børns udvikling er det separationsfasen og søvnspringet. Hun øver sig i at være væk fra mig rent fysisk. Hvilket betyder, at hun kan kravle væk og pludselig føle, at hun nu er for langt væk. Så brokker hun sig og kravler tilbage og skal op. Det sker rigtig mange gange på en dag. 

Vi mærker i den grad også, når hun sover, at hun har brug for ekstra nærhed. Hun har svært ved at finde ro og når hun endelig gør, så sover hun som sagt enormt uroligt. Og jeg forstår hende jo godt. Jeg sover da også allerbedst når jeg kan mærke, at J ligger ved siden af.  

Derudover er J inde i en periode hvor medicinen ikke har så stor effekt. Jeg kan mærke at han virkelig gør alt hvad han kan og ofte mere til. Min angst fylder meget i øjeblikket og det gør det bestemt ikke nemmere at håndtere det hele. Men jeg nægter at lade den styre mig og hvordan jeg skal leve mit liv. Alexandra fra migogmintinderbaby har været en stor hjælp, og med inspiration i hendes blog og Instagram forsøger jeg at slippe offerrollen.

Mens jeg har skrevet det her har jeg dog tilladt mig at være i den et øjeblik og komme ud med mine frustrationer i håb om at kunne slippe den. Jeg øver mig i ikke, at lade negative- og katastrofetanker styre mit humør. Jeg forsøger at acceptere at de er der og komme videre hurtigst muligt.

Når alt det så er sagt, så har vi jo den lækreste lille unge som stortrives og har det virkelig godt. Hun har travlt med at komme ud i verden. Allerede i en alder af 8 måneder foretrækker hun at stå op og lege. Hun er også så småt begyndt at bruge den flotte gåvogn hendes faster lavede til hende, til at komme rundt. Vi har en stående joke herhjemme om at hun er i skarp træning til at kunne gå med rundt om juletræet. (no pun intended, og kan man egentlig kalde det en joke?)

Hun snakker også bare derudaf og der kommer hele tiden nye lyde og nye lydkombinationer. Mor her er stolt. Det er det hele værd, at se hvordan hun hele tiden udvikler sig.

Mathilde vil helst stå op og lege.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *